Tårnenes dag i Smør- og Fedtmosen

 

I 2006 fyldte DOF 100 år. Blandt jubilæumsaktiviteterne var en konkurrence mellem fugletårnene i Danmark om, hvor man kunne få flest arter at se på en given dag. Konkurrencen var inspireret af en tilsvarende konkurrence i Finland.

Fugletårnet i Smørmosen har deltaget samtlige gange, konkurrencen har været afholdt. Det er der kun et andet tårn, der kan præstere – Klydesøtårnet på Amager (der som regel ligger i top tre!). Selv de tre år, hvor tårnet var brændt, optrådte vi på fundamentet. Lad det være sagt med det samme: I Smørmosen deltager vi for at være med, ikke for at vinde. Vi har som regel taget sidste eller næstsidste pladsen i konkurrencen. Især de første år, hvor konkurrencen blev holdt i august, var der få arter at registrere.

Det er lokale ornitologer, der står for arrangementet. Vi har som regel fået god omtale i Gladsaxe Bladet, og det har betydet, at vi har fået en del gæster i løbet af dagen. For os betyder det meget, at vi kan vise tårnet og mosen frem på en dag som denne.

2024

 

Det var en kold og tiltagende overskyet dag d. 4. maj, hvor fuglefolket endnu en gang var tidligt oppe for at tælle til konkurrencen. Bramgæs, der har været vinteren og foråret i gennem på Kildegårdens jorder, blev noteret for første gang. Holdet var Anne, Bent, Peter, Michael og Frank bag kameraet suppleret af flere kortvarige gæster. Der blev set 47 arter, og det rakte til en 15. plads ud af 16 deltagende tårne.

Særlige arter:

Rørhøg, lærkefalk og nattergal.

2023

Det var en meget blæsende dag og koldt tilligemed. Det var svært at høre fugle på længere afstand. Få hundrede meter fra tårnet var der stær, sjagger, sanglærke, gærdesanger, sumpmejse m.fl., men de kom ikke forbi, og vi kunne ikke høre dem. Godt 10 aktive var mødt op for at være med til at tælle. Tak til Jan, Anne, Michael, Jacob, Bent, Frank, Johnny, Peter Z,  Marianne og sidst men ikke mindst Peter G. Johnny og Jens fik også hængt tre mejsekasser doneret af Kildegården op i tårnets nærhed. Vi havde 12-14 gæster.
Vi endte med 36 arter. Placering i landskonkurrencen: Vi blev nr. 12 af 12 deltagende tårne – sidstepladsen er vores igen.
NB! FD har indrapporteret alle sete fugle på dagen som ‘Tårnenes dag’, derfor ser det ud som om Jans, Jens’ og Franks tællinger tilsammen giver mere end de 36 arter.

Særlige arter:

Tinksmed

2022

Jan tv. har passet morgenvagten fra kl. 05 i en årrække i år bistået af Nicklas og lidt senere Jens. I løbet af morgen og formiddag indfandt også Michael, Anne T.  og Peter sig som tællere.  Vi havde 12 gæster i tårnet.
Vi havde 43 arter på dagen. Vi blev nr. 14 af 16 – tredjesidst!

Særlige arter:

Nattergal
Svaleklire

2021

Tårnet i Smørmosen var atter tilmeldt landskonkurrencen. Sidste år var den aflyst pga. corona. Vi talte nu alligevel. I år talte primært Jan Sørensen og Jens Mortensen på dagen assisteret af Michael, Anne og Peter. Vi havde aflyst publikumsdelen. Alligevel besøgte 10-15 gæster tårnet.
15 tårne havde tilmeldt sig – et tårn meldte ikke tilbage. Vi blev nr. 14 af 14 – sidst!

Særlige arter:

Krikand
Rovterne – på et tidspunkt 3 stk.
Trane – 30 trk.

2020

 

Tårnenes dag 2020 var som følge af Coronakrisen aflyst som landsdækkende konkurrence. Medlemmer fra Gladsaxe-Herlev Fuglegruppe talte dog som vanligt. Selvfølgelig med behørig afstand. Vi havde oplevet tre års deltagelse uden tårn (da det var nedbrændt), så en manglende konkurrence kunne ikke afholde os. Vi har alligevel aldrig deltaget for at vinde. Jan Sørensen tog som vanligt morgentjansen, og han havde noteret de fleste arter – 38 – da resten at gruppende dukkede op i løbet af formiddagen. Ingen placering!

Særlige arter:

Hvepsevåge
Rød glente
Digesvale

2019


Jan Sørensen under paraply.

Dagen startede med regn og sågar hagl. Jan Sørensen var på morgenholdet og måtte slå paraplyen op. Det blev lidt bedre op ad dagen, men det betød, at der ikke kom så mange gæster.
41 arter blev noteret.
Samlet placering nr. 18 af i alt 19 deltagende tårne. Næstsidst.

Særlige arter:

Rørhøg
Fjordterne

2018

53 arter blev registreret. Det var fint vejr hele dagen.
Samlet placering nr. 15 af 18 deltagende tårne. Fjerdesidst!

Særlige arter:

Rørhøg
Vibe
Rødstjert
Bynkefugl

2017

Vi er noteret for 53 arter, hvilket er rekord for Smørmosetårnets deltagelse i konkurrencen.
Udover Sverige og Finland deltager nu også Litauen i den internationale konkurrence. Den har vi i Smørmosetårnet ikke tænkt os af blande os i. De vindende tårne har langt over 100 arter på dagen.
Samlet placering nr. 17 af 19 deltagende tårne. Tredjesidst.

Særlige arter:

Hvinand
Rørhøg
Duehøg
Hjejle

2016

Solskin, men lidt køligt, og humøret er højt. Vi er noteret for 47 sete arter.
Samlet placering nr. 18 af 19 deltagende tårne. Næstsidst. (Foto: Frank Desting).

Særlige arter:

Rørhøg
Træløber
Engpiber

2015

For første gang var der ikke alene tale om en national konkurrence, men også international, da tårne i Sverige og Finland har haft tilsvarende konkurrencer. Det betød, at hvor vi tidligere afviklede konkurrencen i august, som i Smør- og Fedtmosen er noget fuglefattig, så foregår det nu i begyndelsen af maj. Det kan ses af antallet af registrerede arter, der de foregående ti år har ligget på nogle og tredive, til at vi nu er rykket op på nogle og fyrre arter og sågar over 50.

44 arter nåede vi op på.
Samlet placering nr. 16 af 16 deltagende tårne. Sidstepladsen.

Særlige arter:

Rødstrubet lom
Vibe
Huldue

2014


Foto: Frank Desting

Dette var sidste gang konkurrencen blev holdt i august (17.8.). Vi registrerede 36 arter. Solsorten viste sig for en sjælden gang.

Samlet placering nr. 22 ud af 23 deltagende tårne. Næstsidst.

Særlige arter:

Hjejle
Hvidklire
Lille flagspætte

2013

Vi nåede op på 43 arter, hvilket er det højeste antal i den årrække, hvor konkurrencen blev afholdt i august.

Samlet placering nr. 23 af 27 deltagende tårne. Femtesidst.

Særlige arter:

Fjordterne
Lille kobbersneppe
Hjejle
Svaleklire

2012

Efter tre år på fundamentet for det nedbrændte tårn kunne vi indtage det nye tårn til årets dyst. Høj sol fra morgenstunden. Mange gæster i løbet af dagen, der også ville se det nye tårn.
Vi noterede 38 arter for dagen.

22 tårne deltog i konkurrencen. Vi blev nr. 20. Tredjesidst!

Særlige arter:

Vibe
Skovpiber

2011

Sidste år, hvor konkurrencen blev afviklet på fundamentet for det nedbrændte tårn. Fantastisk vejr og fantastiske observationer. For første gang fik vi solsorten, en af mosens mest almindelige fugle, talt med. Den havde holdt sig langt fra tårnet de foregående 5 år. Fiskeørnen kom også forbi.
Fem-ti minutter i lukketid opstod der panik, da Frank Desting opdagede en meget stor fugl lavt over Hillerødmotorvejen. Lille skrigeørn! En helt usædvanlig og sjælden gæst i vores område. Observationen blev godkendt af DOFs Sjældenhedsudvalg.

Vi noterede 37 arter for dagen. 17 tårne deltog, og vi blev nr. 17 – Sidst!

Særlige arter:

Fiskeørn
Lille skrigeørn*
Solsort!

2010

Overskyet med lidt regn. Ikke mange gæster i løbet af dagen. En stille dag på kontoret. Vi fik noteret 32 arter.

21 tårne deltog. Vi blev nr. 20. Næstsidst.

(Foto: Marie Skjær).

Særlige arter:

Munk
Gærdesanger

2009

For første gang måtte vi deltage i Tårnenes dag uden tårn, da det blevet brædt tidligere på året. Så stillede vi op på fundamentet, og foretog tællingerne derfra.

Vi nåede op på 32 arter.

10 tårne deltog, og vi blev nr. 10. Sidst!

Særlige arter:

Hvepsevåge
Sumpmejse

2008

Sidste gang vi deltog i det gamle tårn, der desværre blev brændt af. Vejret var jævnt kedeligt.
Vi nåede op på 36 arter.

15 tårne deltog. Vi blev nr. 15. Sidst!

Særlige arter:

Broget fluesnapper
Grå fluesnapper

2007

Dagen startede med, at det stod ned i stænger! Det blev ikke meget bedre i løbet af dagen.

Vi nåede trods alt op på 31 arter. Det laveste artsantal vi har haft til Tårnenes dag.

15 tårne deltog. Vi blev nr. 15. Sidst!

Særlige arter:

Hvepsevåge
Dobbeltbekkasin

2006

Peter Godtfredsen fra Gladsaxe Fuglegruppe tog initiativ til deltagelsen i den første Tårnenes dag arrangeret i anledning af DOFs 100 års jubilæum. Andre medlemmer af fuglegruppen bakkede op, da vi fandt, at det var en god måde at gøre opmærksom på mosens eksistens på. Vi var helt på det rene med, at vi næppe kunne gøre os i den nationale konkurrence. I udholdenhed har vi dog gjort det godt, da vi frem til 2019 sammen med Klydesåtårnet på Amager er de eneste tårne, der har været med samtlige år!

Vi noterede 32 arter, og underede os især over, at solsorten, som er en meget almindelig fugl i mosen ikke viste sig. Det har den så stort set ikke gjort de efterfølgende år.

19 tårne ud over det ganske land deltog. Vi blev nr. 19 – og sidst!

Særlige arter:

Troldand
Skovpiber